Vær konsekvent med branding

Konsekvent branding

Det er utrolig fascinerende at følge et brand. Nogle af de bedste brands skaber et behov hos os, hvor vi ønsker at eje deres produkt eller være en del af deres univers.

Forandring fryder ikke altid

Vi kender alle de store verdensomspændende brands som Nike, Apple og Lego for bare at nævne nogle få. Du kender også brands som er betydelig mindre, men som alligevel har gjort indtryk på dig - om det så er sushi-baren nede på hjørnet eller den lokale købmand. Det er de brands, du er særlig loyal overfor.

Der er flere grunde til, at vi kan huske brands. To af de væsentligste grunde er, at de er konsekvente i form og stil. De fremstår på samme måde i medier og annoncer, uanset om du ser dem i en avis eller på en poster på gaden – hver gang du ser dem, er det de samme farver, den samme stil og i et afstemt udtryk.
Netop i denne sammenhæng fryder forandring ikke, hvis du ønsker at tænke langsigtet.

Hvorfor være konsekvent?

Sjældent husker vi et brand, fordi vi har set det en enkelt gang. Jo oftere vi ser navnet, logoet eller oplever produktet eller ydelsen, jo lettere har vi ved at huske det. Når vi føler, vi kender det, vil vi helt naturligt foretrække det brand over andre.

Kun de helt store brands kan markedsføre sig så massivt, at vi via deres reklamer føler, vi kommer til at kende dem. For mindre lokale brands kan man opbygge den samme loyalitet ved at være konsekvent, vedholdende og fokusere på sit kerneområde. Og netop at være konsekvent er meget vigtigt - konsekvent i brug af logo, farver, typografi og stilen overordnet. Lad dine kunder og dit marked lære dit logo og budskab at kende.

At være konsekvent skaber også andre associationer - dit firma vil fremstå mere troværdig, være mere tillidsskabende og være et firma, man gerne vil handle med, fordi genkendelse giver tryghed.

Find din egen stil

Få dig et flot logo - hvis du ikke har et, få et lavet, der kan præsentere din virksomhed, og som matcher din forretning. Skab et farveskema, der passer til din virksomhed. Vælg en typografi. Beslut, hvilken type billeder og/eller illustrationer du vil bruge.

Når du har det på plads, skal du bare holde dig til det, hver gang du præsenterer din virksomhed.

Funktion Brug altid ens...
Mail (inkl. vedhæftede filer) Logo, typografi, farver
Brev (print, faktura, tilbud o.l.) Logo, typografi, farver og billeder
Møde (præsentation, vises på skærm) Logo, typografi, farver og billeder
Levering (bokse, pakker, label o.l.) Logo
Website Logo, typografi, farver og billeder
Sociale medier Logo, farver, billeder

Kort sagt; vær konsekvent, og hold fast i de besluttede elementer - og husk at bruge dem altid.

Gentag - gentag - gentag

Lav et kort sælgende budskab, og brug det, hver gang du bruger dit logo. Budskabet bør fortælle, hvad du kan, eller hvad du gør - må gerne være i overført betydning.

Gentag det, og inkluder det i alt, du sender ud, og også meget gerne i alt, du har internt i virksomheden. Budskabet eller sloganet skal understrege, hvad virksomheden står for, og være med til at skabe den oplevelse såvel internt som eksternt.

Det behøver ikke have fokus på at sælge produktet - det skal først og fremmest skabe den rigtige association. Et par af de kendte sloganer, der ikke fortæller om produkter, er f.eks. "En god ven af huset", "Nul huller" og "Gør det du er bedst til". Ingen af disse sloganer fortæller om produktet, men de fleste vil tænke på firmaet alligevel.

Opbyg, fokuser og gentag

En af de vigtigste grunde til at være konsekvent i sin form og stil er, at vi hellere vil handle med én, vi kender. Kender vi ikke butikken eller virksomheden, vælger vi ofte den, vi har hørt om, eller som vi har en positiv opfattelse af.

Din sidste opgave, du afleverede; den sidste regning, du sendte; det sidste møde, du havde - alle disse sidste ting er der, hvor din markedsføring startede... jo bedre du afleverede, jo stærkere bliver dit brand - du skal hele tiden opbygge, fokusere og gentage.